The Perl Toolchain Summit needs more sponsors. If your company depends on Perl, please support this very important event.
Den globale konkurrence og den demografiske udvikling i Danmark tvinger i fremtiden virksomheder til i højere grad at skaffe sig arbejdskraft fra udlandet. Men de danske virksomheder formår endnu ikke at omsætte mangfoldighedens muligheder til produktivitet eller mere innovation.
Et nyt stort forskningsprojekt fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet har set på 6000 danske virksomheder årligt gennem ti år i et såkaldt ubalanceret panel af virksomheder. Forskerne har taget højde for brancheforskelle og ser den udenlandske arbejdskraft som en helhed. Det vil sige, at de for eksempel ikke skelner mellem højtuddannet arbejdskraft, der er hentet til Danmark, eller almindelige indvandrere på arbejdsmarkedet.
Forskerne bag undersøgelsen har set på både store, mellemstore og små virksomheder inden for alle brancher, og resultaterne viser, at virksomheder med under 100 medarbejdere og en høj grad af etnisk diversitet i snit har cirka otte procent lavere produktivitet end den gennemsnitlige virksomhed. For virksomheder med over 100 ansatte har den udenlandske arbejdskraft hverken en positiv eller negativ indflydelse på produktiviteten.
Ifølge postdoc, ph.d. Dario Pozzoli, der er en af forskerne bag undersøgelsen, kan den lavere produktivitet meget vel afspejle den indsats, virksomhederne gør for at integrere udenlandske ansatte og styre diversiteten.
- Det kræver en stor investering i integration og træning af ikke-danske medarbejdere, kommunikation på tværs af nationaliteter og ikke mindst at undgå diskriminering. Men det er nødvendigt, hvis virksomhederne skal drage nytte af den nye viden, som et mangfoldigt sammensat personale kan bidrage med i forhold at forstå og imødekomme nye behov hos kunderne, siger Dario Pozzoli.